Hvis en gruppe unge mænd i 20’erne får skizofreni, kan de forvente at leve i gennemsnit ca. 20 år kortere end deres jævnaldrende, psykisk raske mænd. Nogle af dem vil begå selvmord, men deres forkortede levetid skyldes først og fremmest, at de har mange flere og mere alvorlige fysiske sygdomme – særligt hjertekar-sygdomme og diabetes.
Det viser de foreløbige resultater fra en stor, nordisk registerundersøgelse af overdødelighed og forventet levetid for forskellige grupper af psykiatriske patienter. Afhængigt af diagnose kan psykisk syge patienter forvente at leve 15-20 år kortere.
Værst ser det ud for skizofrenipatienter, men overdødeligheden findes ved samtlige diagnostiske grupper, påpeger førstefatter Merete Nordentoft. Hun er til daglig overlæge på psykiatrisk center på Bispebjerg Hospital.
»De fysiske sygdomme spiller en betydelig rolle og kan forklare ca. halvdelen af overdødeligheden for de psykisk syge patienter. Der er behov for mere systematiske tilbud og et bedre samarbejde mellem psykiatrien, de somatiske afdelinger og de praktiserende læger,« siger hun.
Undersøgelsen, som endnu ikke er offentliggjort, dokumenterer, at de fysiske risikofaktorer fylder unødvendigt meget i dødsstatistikkerne for denne gruppe patienter. Det mener Henrik Lublin, som er formand for forskningsudvalget under Dansk Psykiatrisk Selskab og centerchef på psykiatrisk center i Glostrup.
»Det er helt uacceptabelt, at denne patientgruppe dør så meget tidligere på grund af fysiske sygdomme. Patienterne er ikke i stand til at gøre noget ved det på egen hånd, og fagfolkene har ikke været påpasselige nok med at monitorere patienterne,« siger Henrik Lublin.
Saml psykiatri og somatik
En af grundene til, at de fysiske sygdomme bliver overset, er, at sundhedsvæsenet er skruet sammen til at tænke psykiske og somatiske lidelser som to helt forskellige ansvarsområder, mener Ulla Bartels, som er overlæge på psykiatrisk skadestue i Risskov.
Hendes arbejdsplads ligger ca. fem km fra den skadestue, hvor alle de somatiske patienter i Århus og omegn kommer. Hun diagnosticerer mange psykiatriske patienter med sukkersyge, hjerteproblemer eller en hjernesvulst og ville ønske, hun kunne sende dem i behandling i næste lokale.
Afstanden gør, at hun må sende svage patienter ud på landevejen og igennem det normale henvisningssystem via de praktiserende læger. Men ofte dukker patienterne ikke op og er ikke i stand til at holde aftaler.
»Vi er nødt til at have mere øje på denne gruppe patienter. Specielt de skizofrene patienter, som har en dårlig kropsopfattelse og svært ved at klage over symptomer. En løsning er at samle psykiatrien og somatikken mere. Der er stadig behov for specialafdelinger i psykiatrien, hvis man f.eks. opretter en fælles skadestue, men til gengæld er vi sikre på, at de får undersøgt hjertet lige så kvalificeret som andre patienter.«
Burde indlægge mere
Hun forklarer, at læger og sygeplejersker på de somatiske sygehuse kan have svært ved at tale med patienterne og ikke tager deres fysiske lidelser alvorligt. Løsningen er mere samarbejde om en gruppe patienter, der er ramt hårdt af, at sundhedsvæsenet i så høj grad er gået over til ambulant behandling, forklarer Ulla Bartels.
»Når de psykiatriske patienter går ambulant til læge eller er på en boinstitution, er det svært at få gennemført de undersøgelser, de har behov for. Man burde indlægge flere for at sikre, at de får behandling, men det er sundhedsvæsenet jo ikke gearet til,« siger hun.
Samarbejdet mellem psykiatrien i Risskov og de somatiske sygehuse i Århus foregår i dag på den måde, at Ulla Bartels eller en kollega bruger et par formiddage hver anden uge på at tilse de psykiatriske patienter, der er indlagt på sygehusene. På samme måde bruger forskellige læger inden for somatikken et par formiddage hver anden uge på skadestuen i Risskov. Der er dog behov for et helt andet målrettet fokus på alle patienterne, hvis man skal bryde den henvisningsbarriere, som er mellem det psykiatriske og det somatiske sundhedsvæsen, mener Ulla Bartels.
Første skridt
Det første lille skridt for at øge opmærksomheden på de psykiatriske patienters fysiske tilstand blev taget i november, hvor psykiaterne mødtes med repræsentanter for de praktiserende læger, kardiologerne og endokrinologerne. Et vigtigt resultat af mødet er, at kvalitetsmålingen af skizofrenibehandling via Det Nationale Indikator Projekt (NIP) fra nytår er blevet udvidet. Afdelingerne bliver nu målt på, om de registrerer, hvor højt patienternes BMI, blodtryk, blodsukker og fedt- og kolesteroltal er. Tidligere er afdelingerne kun blevet målt på, om de undersøger patienterne for fysiske sygdomme.
Henrik Lublin fra Dansk Psykiatrisk Selskabs forskningsudvalg tror, at det også vil komme andre psykiatriske patienter til gode, fordi lægerne begynder at have fokus på området.
»Vi tager her et afgørende skridt, som uundgåeligt kommer til at redde liv. Det bliver et krav fra ledelsen at registrere, og derfor er man mere opmærksom på at intervenere,« siger Henrik Lublin."
Skræmmende indlæg, I har her!
SvarSletMin oplevelse med at være psykisk syg og have en fysisk lidelse er bla. at plejepersonalet på det somatiske sygehus ikke formår at sætte sig ind i det sårbare sind, der for mig gør, at jeg er mere usikker på forskellige ting end andre. For et par måneder siden var jeg indlagt for at få en knæoperation. Det gik fint, men plejepersonalet mente, at jeg var pylret og bare måtte tage hjem, selvom jeg var bange for ikke at kunne klare mig (jeg fik en stor benskinne på og kunne ikke gå den første uge).
Et par dage efter jeg var kommet hjem, var jeg så dehydreret, at jeg måtte indlægges igen. Jeg kunne ikke tåle morfinen og kunne ikke holde noget i mig.
Selvom jeg igen gav udtryk for min bekymring, fik jeg at vide, at det var noget pjat og at andre havde mere brug for hjælp.
I dag går det fint, men min depression viste tænder under forløbet og jeg fik en sygeplejerske fra regionspsykiatrien ud, da jeg fortalte min psykolog om hvordan jeg havde det efter indlæggelsen.
Gad vide om alt det kunne være undgået, hvis de to parter kunne kommunikere/ hvis mine psykiske diagnoser stod i min journal, så der kunne tages ekstra hensyn?
Tak for din kommentar.
SvarSletHvor er det dog ærgerligt, at blive mødt med den holdning at man er pylret og det er noget pjat at bekymre sig. Men dejligt at du er kommet ovenpå og at det går godt igen.
Hvis bare jeg kunne sige, at når en patient er indlagt på en psykiatrisk afdeling, vil man ikke kunne opleve noget tilsvarende. Desværre kan det samme ske her, bare med modsat fortegn - forstået på den måde at en patient indlagt på en psykiatrisk afdeling også kan blive opfattet som pylret og opmærksomhedskrævende, hvis han/hun har somatiske klager. Jeg har i min tid som ansat på psykiatriske afdelinger, oplevet at patienters somatiske klager i nogen tilfælde ikke tages alvorligt eller ikke opdages. Der er så meget fokus på den psykiske lidelse.
Jeg har dog heldigvis også oplevet det modsatte - at der har været forståelse, fokus og relevant handling og behandling.
Jeg tror viden og uddannelse er vejen frem. Der skal nedbrydes tabuer og ændres, i såvel social- og sundhedssektoren som i samfundet i det hele taget.
Overlæge Ulla Bartels beskriver i artiklen, at en barriere som gør, at mennesker med psykiske problemer ikke får den rette behandling for deres somatiske lidelser, er den fysiske afstand mellem psykiatriske og somatiske afdelinger.
Det tror jeg også til dels er rigtigt. Jeg mener dog at de største udfordringer ligger i den måde sundhedsvæsnet opfatter patienter på - apparatfejls modellen. Hvert fagspeciale behandler indenfor deres eget felt. Hvis en patient har en sygdom der ikke hører til specialet, er mange læger/afdelinger hurtige til at henvise til andre. Og det er jo for så vidt helt i orden.
Med en koordineret indsats, hvor de relevante specialister i fællesskab får lagt en sammenhængende behandlingsplan, ville patienten dog i langt højere grad tilgodeses og dermed øge muligheden for hurtigere at modtage den rette behandling og komme sig… RECOVERY
Hvorfor mon det så er sådan?
Er det generelt, eller er det spredte uheldige oplevelser, når man opleves som pylret og at det bare er noget pjat, som mette b været udsat for?
Hvad skal der til for at ændre og forbedre måden at opfatte patienter på - uanset om det er i somatikken eller psykiatrien?
Er det efteruddannelse og kampagner rettet mod sundhedspersonalet, der skal til?
Hvad tror du, kære læser, vil være vejen frem i forhold til at få ændret den kedelige statistik?
jeg tror det er en fin ide som nævnt i artiklen at registrere de fysiske tilstande når man kommer på psyk skadestue og evt skal indlægges. Det er en rigtig fin ide.
SvarSletMen. . . der angler at få fat i den fysiske tilstand hos de borgere der er i eget hjem og måske går med en hjertefejl eller andet som ikke er blevet "opdaget". Regelmæssig lægeundersøgelser for at forebygge evt med støtte fra en Bostøtte, sygeplerske eller anden kontakt person.
Jeg er ked af at sige det men jeg har meget desværre oplevet op til flere venner's død iindenfor psykiatrien og diagnoseverdenen- alt for tidlige dødsfald som min eks-mand som døde kort før sin 40års fødselsdag af hjertesvigt. Hvem vidste at vhan havde svagt hjerte? Ingen og han boede endda på et Bosted! Rigtig meget et chok for os. Han var skizofren lissom jeg selv er det.
Det er kedelig læsning med de tal!Men de er rigtige nok.