Ungekompasset...

Jeg har været til forpremiere!
Ikke til teater eller film forestilling.. Nej, til forpremiere på UNGEKOMPASSET.
For ca. 2½ uge siden var jeg sammen med en vel omkring 100 andre, til forpremiere i Landstingssalen på Christiansboeg (jo,jo - fint var det skam;O) ) for at høre om ungekompasset.dk!
Ungekompasset er en database/hjemmeside skabt i samarbejde mellem Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri og Det Sociale Netværk og er udviklet for og med unge.


Ungekompasset.dk skriver om sig selv:

"Ungekompasset.dk er en digital GPS, hvor unge psykisk sårbare, venner og familie kan søge oplysninger om, hvor de kan gå hen for at få hjælp. Det er første gang, at både private og offentlige tilbud bliver samlet et sted.

Hvad finder du på Ungekompasset.dk?

Du finder bl.a. en søgedatabase, hvor du nemt og enkelt kan søge efter, hvad der findes af muligheder for hjælp og støtte der, hvor du bor. Du kan søge på alt lige fra nærmeste psykiatriske skadestue over støttegrupper, caféer, fritidsklubber, behandlingstilbud og til rådgivning og telefonlinjer. 

På Ungekompasset.dk kan du også høre unge fortælle om, hvordan det er at leve med psykiske problemer og at få hjælp til at komme videre. Læs deres historier og bidrag evt. med din egen og find fakta-ark om psykiske lidelser.

Du kan også blive klogere på muligheder for støtte, hvis du er under uddannelse eller tænker på at gå i gang med en uddannelse. Ungekompasset har lavet en Uddannelsesguide med oplysninger om de forskellige muligheder, der er for hjælp og støtte, og hvem man skal kontakte for at komme i gang. Endelig finder du også gode råd til at komme godt gennem studiet."


Jeg mener det kan blive en god og brugbar side, både for den unge og for pårørende og professionelle som et søgeredskab.
Nu skal der så fyldes på med informationer. Hvis du kender til noget som endnu ikke er at finde på ungekomasset.dk, så informér ungekompasset.dk om det... Under "OM UNGEKOMPASSET" kan du finde informationer om hvem,hvad og hvordan...

Hold da op det er lang tid siden vi har været her....

Så er sommeren gået på hæld og vi er ved at være vendt tilbage til hverdagen.
Sommeren hos os har dog været noget anderledes end vi havde regnet med...
Vi har været gennem en recovery-proces...

Hvordan nu det?
Jo!...
Et af vores børn (11år) havde gennem noget tid, ændret adfærd. Hun var blevet træt, uoplagt, indadvendt, opfarende, vrissende, var begyndt at tabe sig og var meget af tiden bare "flad"...  i både humør og energi.
Da hun så også begyndte at miste appetitten og samtidig drak mere og mere vand, begyndte vi at lægge 2 og 2 sammen...
Dette kunne ikke længere bare tilskrives et barn på vej ind i teenage-årene. Der var noget andet i vejen.
Så op til lægen.. som efter tests og undersøgelser, sendte os akut til børnemodtagelsen på hospitalet.
For vi havde gættet rigtigt.... Hun har Diabetes type 1.

Vi har brugt sommeren på at lære og forholde os til at vi har et barn med en livslang lidelse!!! Vores barn var ikke bare en up-coming teenager.
Så vi har lært at tælle kulhydrater, at give insulin i maveskind og lår, at måle blodsukker, at undervise familie, kammerater, lærere og alle mulige andre i hvad det vil sige at have Diabetes type 1.

Det har fyldt meget (og gør det jo stadig ind imellem) for os alle. Det var, til trods for vores forudanelse, et chok som i løbet af "no time" blev afløst af bebrejdelsen over ikke at have opdaget det tidligere.
Total irrationel tanke, men sikkert for de fleste forældre en helt almindelig reaktion. Dernæst kom tanken.."er det arveligt...?", "hvor i al verden har hun fået det fra...?"...hende som ALTID har været den sundeste af os alle.
Og NEJ...Diabetes 1 er ikke arvelig. Den rammer alle aldre, kvinder og mænd, passive og aktive, sunde og usunde...der er ingen mønster i hvem der får den. Derfor er der heller ingen mulighed for at forebygge for sygdommen.

Det er så småt ved at finde sit naturlige leje - og så alligevel ikke helt...
For en bugspytkirtel holder ikke bare op fra den ene dag til den anden, med at producere insulin. Den er lidt som en gammel motor, der er lige ved at brænde sammen. Bedst som man tror at nu kan den ikke mere,  smører man den lidt hist og her og så tager den lige en tørn til..velvidende at den kører på lånt tid. Bugspytkirtlen producerer insulin i et par timer eller dage..lige som det passer den, indtil den endeligt stopper. Så vi kan ikke bare tage for givet at så og så meget kulhydrat-indtag, udløser at der skal gives så og så meget insulin...
Den driller - gør den, den bugspytkirtel!
Det eneste som er sikkert, er at den indenfor en periode fra nu og måske 2 år frem, holder endegyldigt op med at virke...

Vores barn som nu skal vænne sig til at have Diabetes, er bare super sej!!
Samme dag som det blev konstateret, gav hun sig selv insulin og har gjort det siden. Hun har ladet os give hende det og vi har alle fået målt blodsukker af hende (indrømmet...med hjertet oppe i halsen!! for hvad nu hvis vi også havde det uden at vide det...!...det har vi ikke.)
Ind imellem bliver hun ked af det og/eller vred over at have fået Diabetes, men er samtidig også meget glad for at have fundet ud af hvorfor hun har haft det så skidt og været så gal.....
- hun kunne ikke gøre for det....!!
Hun kan selv mærke enorm positiv forskel på sig selv...
...og vi har fået vores glade, aktive, kreative, humørbombe tilbage.



Men det har da ind imellem været hårdt! Hårdt at vide at hun har Diabetes resten af livet, at se hvor ked af det hun ind imellem bliver over sit nye liv, hårdt at tænke på hvor længe mon hun har haft diabetes inden det blev konstateret.
Vi er ved at få det integreret og vænne os til, at vi hele tiden skal have Diabetes i baghovedet...
"Har du husket at tage insulin, blodsukker apparat, brød og juice med? Har du husket mobilen og er der strøm på? Hvad er blodsukkeret nu? Har du taget din insulatard?....."
Det er ting og tanker, som indtil vores barn er gammel nok og har lært alt selv,
er en uundgåelig del af vores liv.

Nu hvor vi så småt har fundet fodfæste i vores nye dagligdag, skal vi til at lære dels os selv og dels omgivelserne, at vores barn er et helt almindeligt barn - hun er bare nødt til at holde lidt mere øje med sig selv. Hun skal behandles som alle andre og ikke som en særlig syg og skrøbelig stakkel.

Hun må det hele...!!..vi skal bare tænke os om...